På denne side kan du finde information om koncessioner - siden er opbygget som en liste af spørgsmål og svar. Finder du ikke svar på netop dit spørgsmål, kan du tage kontakt til Gudenåkomitéens Sekretariat (kontaktinformation findes nederst på siden).

 

Hvad er en koncession?

En koncession er en aftale mellem en offentlig myndighed (kommunen) og en virksomhed, der giver virksomheden retten til en bestemt aktivitet (her: at leje fartøjer ud til ikke-erhvervsmæssig sejlads i Gudenåsystemet).

Alle former for udlejningssejlads er i hele Gudenåsystemet bundet op på koncessioner.

Man skal have en koncession pr. fartøj, der isættes. Dvs. vil du have mulighed for at leje 14 fartøjer ud, skal du erhverve dig 14 koncessioner. 

En udlejer må ikke på noget tidspunkt udleje flere fartøjer, end det antal, der er givet tilladelse til. 

 

Hvilken type af koncession skal jeg have?

Det afhænger af dig. 

Der findes 2 typer af koncessioner: koncessioner til langturssejlads og koncessioner til timesejlads 

Hvilken type, der passer til dig, afhænger af, hvilken type af udlejningssejlads du ønsker at bedrive. Forskellen på time- og langturssejlads kan læses i følgende dokument om udlejningsregler (Klik her for at finde reglerne for udlejning (åbner i et nyt vindue).

Har man langturskoncessioner, har man mulighed for at udleje fartøjer i hele Gudenåsystemet. Timeudlejere kan kun udleje i det område, hvortil deres godkendelse gælder.  

Det er muligt at anvende sin langturskoncession til timesejlads, men ikke omvendt. 

På å-strækningen Tørring-Klostermølle kan der kun erhverves langturskoncessioner

 

Hvad koster en koncession?  

300 kr. årligt – og det  uanset hvilken koncessionstype, der er tale om, og hvor meget eller hvor lidt koncessionen bliver brugt. 

Pengene opkræves automatisk via Gudenåkomitéens Sekretariat, senest 1. maj hvert år. Betaler du ikke for koncessionerne, bortfalder din råderet over dem.

 

Hvor mange koncessioner skal jeg have?

Man skal have en koncession pr. fartøj, der isættes. Så regner du med at skulle udleje f.eks. 14 fartøjer, skal du erhverve dig 14 koncessioner (af 300 kr. årligt).

 

Kan jeg få pengene tilbage?

Nej.

Indbetalt gebyr tilbagebetales ikke. Og pengene tilbagebetales ikke, hvis koncession(erne) ikke anvendes i løbet af en sæson.

Eksempel: Du har erhvervet14 koncessioner, men efterspørgslen i løbet af sæsonen viser, at 11 havde været mere passende. Du kan ikke få de 900 kr. refunderet for de 3 ubrugte koncessioner i en igangværende sejladssæson.

Men til den efterfølgende sæson kan du meddele din kommune, at du ønsker 11 koncessioner i stedet for 14. Den næste faktura vil så tilrettes tilsvarende. Læs mere andetsteds på siden.

 

Hvor mange koncessioner, kan man få?

Der er som udgangspunkt ikke noget loft på hvor mange koncessioner, der kan ansøges om.

På Gudenåens sydligste strækning fra Tørring-Klostermølle er der pga. åens beskaffenhed dog loft over hvor meget udlejningssejlads, der kan foregå. Sejladsen på strækningen Tørring-Klostermølle reguleres elektronisk via en pulje på 9615 årlige sejldage. Fra Tørring må der højst startes 110 fartøjer pr. dag, og fra strækningen Tørring til Klostermølle må der på én gang højst være startet 260 udlejningsfartøjer. Det er Gudenåkomitéen, der råder over og administrerer puljeordningen med sejldage på strækningen Tørring til Klostermølle. Det er kun muligt at udnytte sin koncession på strækingen Tørring-Klostermølle, såfremt der er ledige sejldage.

 

Hvem skal jeg kontakte for at erhverve koncessioner?

For at erhverve koncessioner, skal man udfylde det materiale, som ligger under fanebladet ”sådan bliver du udlejer”

Materialet skal sendes til den Gudenåkommune*, hvori virksomheden ligger; alternativt i den af disse kommuner, hvor i hovedisætningsstedet ligger.  Du kan finde kontaktinformationer under fanebladet ”sådan bliver du udlejer”.

*Gudenåkommune = Randers, Viborg, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Horsens og Hedensted kommuner

 

Er der en ansøgningsfrist?

Nej.

Der er ingen ansøgningsfrist – ansøgninger behandles løbende.

 

Hvor lang tid råder jeg over koncessionerne?

Ordningen tråder i kraft 1. januar 2017. Tilladelsen gælder i højest 4 år af gangen med mulighed for 2 x 2 år option på forlængelse, og kan opsiges af kommunerne hvert år pr. 31.12. Hvor lang tid du råder over koncessionerne afhænger dermed af hvornår du bliver godkendt som udlejer.

Hvis du ikke betaler for koncessionerne, eller misbruges ordningen groft, råder du ikke over dem længere.

 

Kan man ændre i antallet af koncessioner?

Ja.

Man kan både øge eller mindske koncessionsantallet i løbet af sin godkendelsesperiode.

Man kan altid erhverve sig flere koncessioner mod betaling af gebyr, også efter betalingsfristen, ved at tage kontakt til sin kommune (se kontaktinformationer under fanebladet ”Sådan bliver du udlejer”). 

Ønsker du omvendt færre koncessioner, skal du meddele dette til kommunen inden betalingsfristen, eller efter sæsonen er afsluttet.

 

Hvilken type fartøj, kan jeg udleje?

Som udgangspunkt er der ingen grænse for hvilke fartøjer, der kan anvendes til udlejningssejlads. Almindelige udlejningsfartøjer er f.eks. kanoer, kajakker, motorjoller, elbåde, sejljoller, stand up padling boards og vandcykler.

Men gældende regler og forbud skal naturligvis overholdes, og det betyder, at der ikke kan sejles med alle typer fartøjer alle steder. Du kan kontakte din kommune eller Gudenåkomitéens Sekretariat for at høre nærmere om der er lokale hensyn og begrænsninger, der gør sig gældende. Sejlads med motoriserede fartøjer er f.eks. ikke tilladt på strækningen Tørring-Klostermølle.

Overvejer du at udleje tømmerflåder eller andre specielle fartøjstyper, skal du påregne, at dette først skal godkendes kommunalt. Denne proces tager typisk 2-3 mdr. Kontakt din kommune for at høre nærmere om dit fartøj kræver særlig tilladelse.

 

Kan jeg udleje motoriserede fartøjer?

Ja.

Husk: alle motoriserede fartøjer (også udlejningsfartøjer) skal være registreret i Gudenåkommunernes bådregister og til alle tider føre et gyldigt registreringsnummer. Du ansøger om registreringsnummeret på www.sejladspaagudenaaen.dk – det koster 200 kr. årligt.

Den samlede pris for at have et motoriseret udlejningsfartøj er dermed 500 kr. (300 kr. for koncessionen og 200 kr. for registreringen).

 

Følger der forpligtigelser med en koncession?

Ja.

Koncessionsholderne (=udlejerne) skal indberette al udlejningssejlads (p.t. gælder dette kun langturssejladser, ikke timesejladser).

Det vil sige, de skal fortælle kommunerne hvilke sejlture de enkelte fartøjer har foretaget, med oplysning om start/slutdato og startsted/stop for sejladsen. Dette gøres elektronisk via Gudenåkommunernes fælles sejladshjemmeside. Oplysningerne anvendes bl.a. til at vurdere, hvor meget de enkelte strækninger i Gudenåen benyttes til sejlads med udlejningsfartøjer.

 

Hvem kan hjælpe mig med mine spørgsmål?

Koordinator i Gudenåkomitéens Sekretariat, Majbritt Kjeldahl Lassen (makla@silkeborg.dk; 51 44 49 43) kan hjælpe dig med generelle spørgsmål til koncessioner og ordningen i det hele taget.

 

 

I tilfælde af uoverensstemmelser mellem godkendelsesmaterialet og informationen på denne side, har godkendelsesmaterialet fortrinsret.