Vision Gudenåen



Gudenåkomitéen har en vision for Gudenåen

Visionsteksten er udarbejdet som følge af afholdt VisionsWorkshop i marts 2011, hvor politikere fra Gudenåens oplandskommuner fik mulighed for at sætte ord på deres fælles billede af Gudenåen. Klik her for at læse mere om workshoppen.

Gudenåkomitéen har efterfølgende tilrettet vision, og har den 15. juni 2011 vedtaget nedenstående visionstekst. Visionen skal udmønte sig i en plan for Gudenåen med konkrete handlinger og projekter.

Nedsættelse af arbejdsgruppe

Gudenåkomiteen har efter konferencen nedsat en lille foreløbig arbejdsgruppe. Arbejdsgruppens opgave er at lave en plan for det fremtidige arbejde og organiseringen af det. Når der er klarhed over den fremtidige retning og organisering, skal arbejdsgruppen ændres til en styregruppe og udvides med endnu flere centrale aktører.

Der er allerede masser af spændende projekter i gang langs Gudenåen, og Gudenåkomiteen planlægger at indsamle oplysning om disse projekter i et projektkatalog. Projektkataloget vil give et solidt udgangspunkt for det videre arbejde.


Gudenåen - natur, oplevelser og kultur

Mangfoldig natur
Gudenåen og dens omgivelser er en guldgrube af mangfoldige naturtyper, som beriger landskab, mennesker og dyr. Vi vil bevare og udbygge de enestående naturværdier, så Gudenåen i al fremtid er et livgivende aktiv for området.

Naturens oplevelsescenter
Gudenåen er naturens oplevelsescenter. Den ægte natur skaber de bedste oplevelser for de mange beboere og turister langs åen. Vi vil sikre, at benyttelse og beskyttelse går hånd i hånd.

Den levende kulturhistorie
Gudenåen har gennem hundreder af år været livline for mennesker langs åen. Den byder på rige kulturværdier og historiske klenodier, som vi vil bevare, udvikle og markedsføre. Den levende kulturhistorie om Gudenåen skal være kendt i Danmark og i verden omkring.


Visionen er vedtaget af Gudenåkomiteen den 15-06-2011

OplevGudenaa
OplevGudenaa er et projekt, som ledes af Naturstyrelsen og støttes økonomisk af Nordeafonden. OplevGudenaa har indsamlet en lang række data om faciliteter, projekter, fredninger, stier, adgang, formidling og meget andet i en zone på 2 kilometer omkring Gudenåens hovedløb.

Materialet kaldes for ”Gudenåregistranten” og samler kendt information om Gudenå ét sted ved hjælp af en række kort og uddybende tekster. Klik her for at se registranten.

OplevGudenaa har været så venlige at stille registranten til rådighed for Gudenåkomiteen, og komiteens projektkatalog vil bygge videre på oplysningerne i registranten.