Gudenåkomitéens oprindelse

Gudenåkomitéen startede som Gudenåudvalget, der blev etableret af de daværende amter i 1970’erne efter den såkaldte Gudenåundersøgelse, der i 1973-1975 undersøgte Gudenåens forureningstilstand.

I 1980’erne blev Gudenåudvalget til Gudenåkomitéen, og efter kommunalreformen i 2007 blev komitéen reetableret i sin nuværende form som et frivilligt, tværkommunalt, formaliseret samarbejde om Gudenåens benyttelse og beskyttelse.


Hvilke kommuner er med i Gudenåkomitéen?

Alle 13 kommuner med opland til Randers Fjord har mulighed for at være med i Gudenåkomitéen.

Der er p.t. 8 medlemskommuner i Gudenåkomitéen. Det er de 7 kommuner hvor Gudenåens hovedforløb løber igennem og hvor sejlads er mulig samt Norddjurs Kommune:

Hedensted Kommune 

Horsens Kommune 

Skanderborg Kommune 

Silkeborg Kommune 

Viborg Kommune 

Favrskov Kommune

Randers Kommune 

Norddjurs Kommune

Gudenåkomitéen består af ét kommunalt bestyrelsesmedlem fra hver medlemskommune. Funktionsperioden følger den kommunale valgperiode. Formandskabet i funktionsperioden fastlægges på Gudenåkomitéens førstkommende møde i en ny funktionsperiode. Du kan se de nuværende medlemmer via dette link.


Hvad laver Gudenåkomitéen?

Gudenåkomitéens formål er blandt andet at koordinere indsatserne for et bedre vandmiljø og de rekreative interesser på tværs af kommunegrænserne. Komitéen rådgiver alle kommunerne i oplandet til Gudenåen og Randers Fjord om natur- og miljøbeskyttelse og rekreativ anvendelse af Gudenåens vandsystem. Du kan via dette link læse om Gudenåkomitéens vedtægter og forretningsorden.

Gudenåkomitéens møder er lukkede. Gudenåkomitéens dagsordner og referater ligger offentigt tilgængeligt her på hjemmesiden.

 

Gudenåkomitéen holder sig orienteret om den rekreative anvendelse af GudenåSystemet gennem Brugerrådet for Sejlads på Gudenåen, og derfor har Brugerrådet sit eget afsnit på Gudenåkomitéens hjemmeside. Du kan via dette link læse mere om Brugerrådet for Sejlads på Gudenåen.

Gudenåkomitéen har igangsat GudenåSamarbejdet - et frivilligt samarbejde mellem Gudenåkommunerne, hvor der er fokus på GudenåLandet som attraktivt sted at bo, bruge og besøge. GudenåSamarbejdet er siden skilt ud fra Gudenåkomitéen. Der eksisterer en tæt kobling mellem Gudenåkoitéens og GudenåSamarbejdets Sekretariater, og Gudenåkomitéen holdes løbende orienteret om arbejdet i GudenåSamarbejdet.

Via dette link kan du læse om GudenåSamarbejdet i den tid, hvor det endnu hørte under Gudenåkomitéen.

Via dette link kan du læse om GudenåSamarbejdet som det fungerer i dag, og finde kontaktinformationer til GudenåSamarbejdets netværkskoordinator  



Gudenåkomitéen fungerer også som VandOplandsStyregruppe (VOS) for vandoplandsplanen for Randers Fjord. VOS er et tværkommunalt samarbejde mellem kommunerne med areal indenfor oplandet til Randers Fjord om kommunale opgaver afledt af den statslige vandmiljøplanlægning. Du kan via dette link bl.a. læse om vedtægter og forretningsorden for Vandoplandstyregruppe for Vandopland 1.5 - Randers Fjord.

 

Med ”lov om vandplanlægning” fra december 2013 fik kommunerne del i arbejdet med at udarbejde vandplaner. Kommunerne skal arbejde sammen på tværs af 23 vandoplande, som Danmark er inddelt i. Kommunerne arbejder i en tidsafgrænset periode med konkrete opgaver, der er defineret af staten. Gudenåkomitéens holder sig orienteret om arbejdet, der foregår i Vandråd Randers Fjord. Du kan på Gudenåkomitéens hjemmeside finde referater fra alle møder i Vandråd Randers Fjord.